Artikler

Sadie Rubens unikke designs

sadie ruben

Sadie Ruben25.08.2011

Hvad ligger der i begrebet unikt for dig?

Unikt for mig betyder, at jeg forsøger aldrig at gentage mig selv. Jeg kan måske tolke på den samme grundidé nogle gange, men det er vigtig for mig, at mine arbejder altid kan skelnes fra hinanden. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan simpelthen ikke have ideen om gentagelse, jeg synes, det får tingene til at dø.

Hvordan kom du i gang med at arbejde med smykkedesign?

Mit første projekt nogensinde var på et kursus for omkring 5 år siden, hvor jeg ikke havde lyst til at være men skulle vælge noget, og det blev smykkedesign, hvor jeg satte mig det absolutte mål at lave et smykke, som var umuligt at have på. Så den første halskæde jeg nogensinde lavede, var en firkant af brun pels fastgjort til en kobberwire. Jeg tilsatte nogle kobberfirkanter, som hang og dinglede og så nogle lange stykker af sort hestehår, hvilket betød at når man havde smykket på, kløede man sig hele tiden, fordi hestehåret irriterede huden. Det gav mig en masse opmærksomhed på kurset, men de forstod vist ikke helt hvad jeg havde gang i....

Hvordan jeg kom tilbage til smykkedesign, skyldes nok mest Etsy, som jeg faldt over sidste år i påsken (som mest blev tilbragt med hovedet inde i computeren). For mig er Etsy og nu Amio mere end en markedsplads, det er et monument over den endeløse menneskelige fantasi og kreativitet. Det var der jeg fik øjnene op for, hvor forskellige smykker kan være, og det fik mig til at tænke at hov, det kan jeg da også.

Halskæde lavet af Sadie Ruben, indehaver af butikken Sadie Ruben på Amio.dk

Unikt betyder for Sadie, at hun forsøger aldrig at gentage sig selv.

Hvad er tankerne bag dit design?

Jeg har ikke på nogen måde gjort mig nogle overordnede tanker om mit design, udover at jeg gerne vil have, det skal have noget unikt over sig og være et personligt udtryk. Men der er som sådan ingen målsætning om, at jeg fortrinsvis f.eks. vil arbejde med kobber og silke og skabe et brand på det; jeg forestiller mig nok mest, at de smykker, jeg laver om et år, på ingen måde er magen til dem, jeg laver nu.

Hvordan arbejder du?

Egentlig er jeg jo nok først og fremmest en autodidakt kunstner, som arbejder med bløde skulpturer lavet ud af silke, silkefibre, uld, filt, menneskehår og - tænder, grisetarm og deslige (hvilket kan ses på www.sadie.dk)... Så jeg tror, at for mig er en halskæde ofte mere en slags skulptur end en halskæde, altså jeg tænker på det på samme måde, som jeg tænker på en skulptur.

Jeg skal måske lige nævne, at det her først og fremmest er mine voksen halskæder, jeg tænker på. Mine pigeprinsessehalskæder adskiller sig en del i design og materialer - men jeg forsøger alligevel at lave noget unikt og bruge nogle af de samme principper.

Måske er det fordi, jeg tænker, som hvis jeg skulle lave en skulptur, at folk ofte siger til mig, at det, jeg laver, er originalt. Jeg er ikke overhovedet bundet op på, hvordan det er meningen, man skal lave smykker, og er aldrig blevet lært at "du kan ikke sætte det materiale sammen med det materiale, for det er ikke sådan man gør det"....

Min arbejdsproces er ofte meget kaotisk og det ville ikke fungere for mig på nogen anden måde. Jeg sætter forskellige ting sammen og ser hvad der sker. Jeg ville ALDRIG lave en arbejdstegning af en ny ide, og så gå i gang med at følge arbejdstegningen. Det ville fuldstændig slå min kreativitet ihjel...... Jeg begynder som oftest med at placere et materiale på mit arbejdsbord, og så lægger jeg andre ting ved siden af det og ser, hvordan det ser ud.

Sadie Ruben, indehaver af butikken Sadie Ruben på Amio.dk

Sadie forsøger aldrig at gentage sig selv

Hvad er Happy accidents?

En meget vigtig ting for mig i min arbejdsproces, er, hvad min kunstner-veninde Janis i Florida og jeg ofte taler om, nemlig noget som vi kalder "Happy accidents". Det er måske dén vigtigste ting for mig, når jeg skal skabe noget.

"Happy accidents" er, hvad der sker, når du har en ide og dit materiale gør noget andet end forventet, eller du begår en fejl undervejs, og det ender med at blive meget bedre end det, du ville have gjort. Men for at drage fordel af en "Happy accident", er det selvfølgelig vigtigt, at du formår at have dit øje og sind åbent for noget uventet. Hvis du kun ser, hvad du forventer, vil du miste dine "Happy accidents".

Når jeg arbejder, gør jeg også ofte det (uden at jeg egentlig har tænkt over det - i hvert fald til det en dag gik op for mig), at jeg hele tiden skifter. Jeg syer lidt på en prinsessekjole, så arbejder jeg lidt med smykker, indfarver et tekstil, tager nogle produktbilleder... Det er meget sjældent, at jeg gør den samme ting en hel dag eller 2 dage i træk. Det kører rundt og rundt og.... Jeg tror, at det hele tiden at skifte, betyder at tankerne og inspirationerne holder sig friske på en anden måde.

Hvad er vigtigt for dig, når du designer?

Det er vigtigt, at det er sjovt og at jeg føler mig inspireret. Og at det er smykker, som jeg selv ville have lyst til at gå med.

Hvad er dit yndlingsmateriale?

Det er vigtigt for mig, at de materialer, jeg arbejder med, er organiske, levende og med en interessant struktur. Og jeg er vild med bløde farver og ting, som er transparente. Mere konkret er favoritmaterialerne til smykker lige nu kobber, glasperler og silke.

Materialer som Sadie Ruben bruger i sit smykkedesign

Jeg er vild med bløde farver og ting, som er transparente.

Hvad bliver du inspireret af?

Det, som inspirerer mig, er ofte naturen, kunstnere der arbejder i samme materialer som jeg selv, musik, gamle malerier med smukke kjoler og flotte farver, og andre smykkedesignere selvfølgelig. Ofte ser man andre designere gøre noget, hvor man f.eks. har lyst til at gentage teknikken, men i helt andre materialer og med et helt andet resultat.

Hvad er fremtidsplanerne for dine smykker?

Et nyt konkret projekt kunne være nye materialer, eftersom jeg hader at gentage. Lige for tiden tænker jeg en del over nogle dyretænder og nogle knogler, som jeg har liggende, men ikke har fået brugt endnu. Jeg har overvejet at lægge slagmetal på knoglerne, men har ikke fået det afprøvet endnu. Knogler i sig selv kan have en lidt låst fremtræden, så det interessante ville være at tviste det.

Når jeg tænker på de her tænder og knogler, bliver jeg af en eller anden grund ved med at komme til at tænke på det danske band Sleep Party People og deres visuelle udtryk, som er både uhyggeligt, meget morsomt og lidt melankolsk (http://www.youtube.com/watch?v=aFUzvbkEvRk) ... Hvordan man lige skal omsætte det til smykkedesign, har jeg dog ikke fundet ud af endnu, men jeg håber det kommer. Eller også sker der noget helt andet...

Jeg har også både hvidt og sort hestehår liggende, og har faktisk haft det i flere år. Jeg har brugt en del af det i mine skulpturer og jeg ville virkelig gerne bruge det til smykker, men jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg får det til at fremtræde rigtigt. Jeg kan ikke så godt lide de hestehårssmykker jeg har set indtil nu, jeg ville gerne have det til at se blødere, mere organisk og mere vildt ud.

Drømme, strategier, planer?

Med hensyn til strategier for min butik og den slags, så har jeg ingen. Jeg slås en del med en temmelig dårlig ryg og ofte en slem træthed når jeg har ondt, så planen er mest at holde hovedet opad og fødderne på jorden.

Sommetider kan jeg en hel masse i 2 uger og så slet ingenting i 3 uger... Det her med at have kreative projekter når man slås med sit helbred, er en tynd linje. Man vil gerne have noget arbejde, der ligger og venter på én og en grund til at tage sig sammen. Men de dage, hvor man har ondt og er rigtig træt, kan man også drømme om absolut INTET at skulle og bare kunne slappe af. Hvilket jo sjældent sker når man har et kreativt projekt ventende, fordi man på en eller anden måde hele tiden er i gang.

Men indtil videre har fordelene ved at være kreativ vist sig at være meget større end ulemperne, heldigvis!

 

Kommentarer

eller for at skrive en kommentar.

Sadie Ruben

Seneste artikler

article Vindekilde
Line Billeskov7 kommentarer
article T1 Sterling Design
Torben Haugaard8 kommentarer
article Pudebiksen
Kirsten Søberg11 kommentarer
article Freckle
Elisabeth Colding Sivertsen5 kommentarer
article Sheila Nielsen
Sheila Nielsen2 kommentarer

Hvad hjertet flyder over med...

Har du en god historie, en opskrift, en ny vinkel på tingene eller har du bare brug for at dit klamperi på tastaturet ikke skal være forgæves?

Lad dig friste

collages Eventyrlige collager
Håndplukket fra hjertet
articles Kreativ læsning
Bliv inspireret
ambassador Ambassadør
Hjælp din yndlingsbutik
rainbow Regnbuen
Søg i frække farver
calendar Krea Kalender
Markeder, kurser, events