Onkel Anne, Lis Karlsson og Julia Lahme

Anne Løhde Rask17.03.2011

Leverpostej med løg(n) på

Jeg har fået ny tlf. og jeg kan ikke finde ud af at svare, når den ringer! Så jeg kommer til at lægge på eller trykke på ok og så lægge på, fordi jeg bliver forvirret! Det gjorde jeg så også, da Lis ringede. Ok, ok jeg indrømmer, jeg var sgu også lidt nervøs for, om hun ringede for at sige tak eller om jeg kunne høre på hende, at hun var sådan mellemfornøjet med den kreation, jeg havde begivet mig ud i og sendt til hende som en overraskelse. (Altså ikke fordi Lis kan finde på at bitche over en gave, men mere fordi hun er så dygtig, så jeg får mere præstationsangst end en nervøs køreskoleelev, der skal til køreprøve.)

Lis Karlsson er modig, hun tør og hun har balls

Fra jeg begyndte at blogge for et års tid siden var Lis Karlsson fra Karlssons Kludeskab en af de første bloggere, jeg begyndte at følge, og jeg har hængt ved siden.

Ikke nok med, at hun har nogle skønne kreationer, har en lækker skrivestil så kan jeg lide hendes åbenhed. Lis er modig, hun tør og hun har balls, der kan få selv Arnold S. til at lide af præstationsangst. Og hvor er det fedt, at der er mennesker der både kan rumme sødmen, men også sige fra uden at være bange for at tabe ansigt. Det er for mig at være et stort og rumligt menneske. Og beundringsværdigt!

Snyd eller ej - så er det en pude lavet med hjertet :o)

For kort tid siden kom jeg til at tænke på Piet Heins gruk om den lille kat på vejen, der er sin egen. Det stod tydeligt for mig, at Lis er den lille kat (eller det ved jeg jo ikke om det stemmer irl (in real life red.) og slet ikke om Lis er et katte eller hundemenneske...) og impulsiv som jeg er, ville jeg glæde Lis med idéen.

Snydepels!

Jeg har faktisk gjort mig rigtig meget umage! Men jeg har også snydt, fordi jeg vidste, at min præstation ikke helt lever op til en lige syning og et fint finish. Grunden til at jeg indrømmer, at jeg just har læst "Sandheden fra en løgner" skrevet af Julia Lahme. Julia Lahme indrømmer i bogen en masse løgne, som vi alle sammen bruger.

Men forskellen på Julia Lahme og andre er, at hun indrømmer dem. Og igennem bogen bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg også lyver i hvert fald for mig selv! (og endnu en lille hvid løgn så dagens lys der). For helt ærligt så aner jeg ikke, hvordan jeg skal tage mål af en pude og så efterfølgende sy betrækket, så det passer til puden. Helt ærligt så blev broderiet skævt, så derfor har jeg sat en fiks lille sag ind, der ikke afslørede det.

Hvis vi kunne alt, så kan Onkel Anne sy lige og Julia Lahme lave sovs!

Julia Lahme kunne lave sovs og jeg kunne sy lige, hvis...

Og så fik jeg hjælp af en af mine kolleger, der kan se forskel på lige og ulige, og hun kan rette de fleste af mine hovsa løsninger. (Det tog hende 20 min at få kanterne rimelig lige). Det interessante er jo så, hvorfor jeg ikke fortalte det, da Lis glad i telefonen sagde tak...

Hmm det gjorde jeg ikke, fordi jeg er bange for ikke at være god nok! There I said it! Og jeg turde sige det højt, fordi Julia Lahme har inspireret mig til at turde indrømme det. For når hun kan indrømme, at den løgn mange bruger: Du skal bare gøre dig umage, så kan du opnå alt, er fup og fidus. Leverpostej med løg(n) på! For hvis det passede, så kunne Julia Lahme lave sovs, og jeg kunne sy lige, så betræk og pude passede som fod i træsko!

Og hvad kan I så lære af det kære læsere?

Moralen er, at det er bedre at sige sandheden og være ens egne kreationer og unika produkter bekendt end det er at lade som om, at egne produkter er geniale og så meget bedre end andres.

Samtidig vil jeg gerne slå et slag for, at Amio er et fællesskab, hvor vi kan hjælpe hinanden med at få solgt fine sager og få udbredt kendskabet til Amio, i stedet for, at det er en konkurrence om, hvem der opfandt uglen, hvilken butik der sælger mest etc.

Og se dette er en sandfærdig historie!