Fajance - to typer keramik

Amio Teamet17.06.2011

Fajance

Fajance er navnet på ikke mindre end to forskellige typer keramik, nemlig den klassiske fajance og stengods-fajancen. Som med andet keramik har fajance en fascinerende historie.

Klassisk fajance

Den klassiske fajance omfatter både skåle og fliser. Den klassiske fajance var et lertøjsprodukt, der havde en hvid tinglasur. Den klassiske fajance blev bl.a. lavet i Perseriget. Senere blev den klassiske fajance ført videre til Europa m.v.

Klassisk fajance er bl.a. kendetegnet ved, at det efter brænding blev "vandtæt". Fremgangsmåden til at skabe den klassiske fajance er gammel. I f.eks. Babylon blev teknikken bugt på mursten og kar. Man mener, at den klassiske fajance spredtes via Ægypten, Nordafrika, Spanien og derfra til Italien. I dag ligner fremgangsmåden på mange måder den, som man anvendte tilbage i det 17. og 18. århundrede.

Stengods-fajance

Stengods-fajance er den nyere betegnelse for fajance og blev opfundet i 1759 i England, hvorefter den hurtigt bredte sig til det øvrige Europa. Stengods-fajance er baseret på en hvidtbrændende masse (næsten som porcelæn) med en klar glasur. Tilvirkningen i stengods-fajance er også som for porcelæn. Stengods- fajancen sintres dog kun delvist, og derfor er skærven porøs. Ved stengods-fajance brænder man ved 1100-1200 °C, hvorefter man påfører underglasurdekoration og sidst den endelige glasur. Anden brænding foregår ved 1000-1100 °C.

Fajance i konkurrence med porcelæn

En af fordelene ved fajance var dens lavere brændingstemperatur, fordi det betød, at der kunne opnås flere farvevariationer, og ganske vigtigt, at fajancen kunne produceres billigere end porcelæn.

Fajance blev i første omgang faktisk fremstillet som erstatning for det finere og dyrere porcelæn, som man i øvrigt først kunne fremstille i Europa i 1708. Udgangspunktet for fremstillingen af fajance var den nærorientalske keramik.

Fajance kunne nemlig være en mere eller mindre nøjagtig imitation af den kinesiske porcelæn eller den kunne tage udgangspunkt i visse orientalske former og dekorationer. Sidst kunne fajancen også lægge sig tæt op ad den specielle europæiske formverden.

I nyere tid, hvor nye ovne er kommet til og en hurtigere teknik til brænding er forskellene mellem fajance og porcelæn dog i mere udvisket. De fleste i dag vil dog ofte vælge porcelænet til service grundet dets finere og mere "gennemsigtige" udseende mod fajancens grovere udtryk.

Der er ikke så stor forskel på fajance og porcelæn i dag

Fajance i "nyere" tid

Fra 1600-tallets anden del blev fajancen udviklet til en betydelig og egenartet produktion i sig selv, som i 1700-tallet blev påvirket af det europæiske porcelæn. Rundt om i Europa blev fajance fremstillet på virksomheder, som adelige, fyrster og borgerlige drev.

Ganske interessant og ikke mindst karakteristisk for fajancens historie er, at mange entreprenører og kunstnere tog fra fabrik til fabrik, alt efter hvor de så muligheder og udfordringer. Fajancen nåede også til Danmark, hvor der (som mange andre steder i Europa) opstod fabrikker til fremstilling af fajance. I 1722 blev Storekongensgade Fajancefabrik eks. skabt.

Fajancen når nye højder

Fajancen nåede et nyt højdepunkt i årene omkring 1900. En række af art nouveau-stilens betydelige kunstnere, som f.eks. Émile Gallé, skabte helt originale arbejder i fajance. I Danmark fremstillede bl.a. Aluminia enestående brugsvarer.

I dag laver man stadig flotte ting af fajance. Royal Copenhagen har f.eks. produceret Grethe Meyers Blåkant (1965), som mange måske kender. Stellet er ganske enkelt og har derfor blot en tynd blå streg på kanten af f.eks. tallerknerne og kopperne. Måske kender du også de populære årskrus. Disse er også fajance :o)